TEATERWORKSHOP FOR BØRN – ‘HUG EN HÆL OG KLIP EN TÅ’

Den 30. september blev den gratis teater-workshop for børn afholdt. Alle var lidt generte i starten. Birgitte Holt Nielsen fra Den Jyske Opera ledte slaget i fin stil. Hun kom ud af døren til den lille sal og spurgte børnene om de kunne høre musikken? (Accordionmusik fra salen). Musikken betød at de nu gerne måtte komme ind. Alle satte sig på stolene i rundkredsen.
Efter navneleg tøede alle op og så lavede Birgitte rigtig gode teater- og musikøvelser og lege med voksne og børn. Hun viste hvilke redskaber operaen arbejder med, bl.a. i børneoperaen om Askepot, HUG EN HÆL OG KLIP EN TÅ, som bliver vist i JYSK MUSIKTEATER den 29. oktober kl. 15:00. Birgitte og musikeren formåede at få alle til at deltage med stort engagement. Der var en rigtig god stemning.
Højdepunktet var da børnene skulle klæde 2 andre børn ud i flotte kostymer samtidig med at musikeren spillede – de skulle være færdige når melodien var færdig.
Bagefter var der kaffe eller saftevand med kage eller frugt.
Alle havde haft en dejlig dag. En mor sagde bagefter at det havde været så stort for hende at opleve alt dette sammen med datteren, og at der var alt for få muligheder af den slags.
Nu skal teaterworkshoppen på turné rundt til andre af de steder, hvor børneoperaen HUG EN HÆL OG KLIP EN TÅ skal spille.

Forestillingen ”HUG EN HÆL OG KLIP EN TÅ” opføres i JYSK MUSIKTEATER den 29. oktober kl. 15.00.

Arr. JMTS og Teaterklub for børn.

Udgivet af

Hans

Formand for Silkeborg Teaterkreds